Miss Fredensborg er med til at åbne Kulturnatten

Det skulle egentlig have været H.K.H Prinsgemalen, der præsenterede Miss Fredensborg. Men nu bliver det i stedet Miss Fredensborg, der er med til at åbne Kulturnatten

.

Forvirret? Det er der ingen grund til.

For Miss Fredensborg er ingen ringere end en skulptur lavet af Prinsgemalen, der udlånes i et år til Ringkøbing-Skjern Kommune. Prinsgemalen skulle selv have præsenteret skulpturen i den kommende weekend, hans søster, Madame Maurille Beauvillain de Monpezat, er dog død efter langvarig sygdom, og Prinsgemalen deltager i stedet i bisættelsen.

– Skulpturen skaber en rigtig fin indgang til resten af Kulturnatten. Kulturnatten skal i år vise al den kultur frem, som kommunen har at byde på. Her bliver skulpturen en del af billedet, siger Carsten Leidesdorff Skov, der er formand for Kulturelt Samråd, der arrangerer Kulturnatten.

Afsløringen af skulpturen finder sted ved åbningen af Kulturnatten på torvet i Ringkøbing. Ringkøbing Garden går gennem byen fra 17:30 og slutter på Torvet kl 18:00. TV-vært Anders Agger holder åbningstalen, og derefter vil byrådsmedlem Pia Vestergaard samt formanden for Kulturelt Samråd Carsten Skov i fællesskab ‘klippe snoren’ og åbne Kulturnatten. Som allerførste programpunkt vil byrådsmedlem og formand for Kunstudvalget Gitte Kjeldsen herefter afsløre Prinsgemalens skulptur “Miss Fredensborg” akkompagneret af trommehvirvler og fanfare fra Ringkøbinggarden.

.

Fakta

  • Kulturnatten foregår i år i Ringkøbing.

  • Kulturnatten går på skift mellem kommunens centerbyer.

  • I 2014 var der Kulturnat i Tarm. I 2016 foregår det i Skjern.

  • Kulturelt Samråd er arrangør.