Sagen der ikke vil gå væk – Ammitzbøll skal vurdere email-kiggeri

Tidligere på måneden tegnede meget til, at den såkaldte email-sag i Ringkøbing-Skjern Kommune var et overstået kapitel. Det efter at Rigsadvokaten afviste at rejse tiltale mod borgmester Iver Enevoldsen og to embedsmænd, efter at de havde gennemlæst en række emails fra flere byrådsmedlemmer.

Men nu kræver Dansk Folkepartis Folketingsmedlem Dennis Flydtkjær, at indenrigsminister Simon Emil Ammitzbøll går ind i sagen. Det sker ifølge Dknyt.dk som følge af et såkaldt §20-spørgsmål, som Dennis Flydtkjær vil stille i Folketingssalen. Her vil han høre, om ministeren er enig i Rigsadvokatens afgørelse.

Svaret fra Simon Emil Ammitzbøll kan forventes inden ugens udgang.