Pressefoto : Ringkøbing Håndbold

Fornem kåring til lokal håndboldspiller

Når en spiller kåres som ugens, månedens eller årets bedste i en liga, vil det normalt være en offensivspiller, som bliver tildelt hæderen. Men sådan er det ikke i september måned i HTH Go-ligaen, der er det officielle navn for den bedste række i dansk kvindehåndbold.

For månedens spiller i ligaen er nemlig blevet Ringkøbing Håndbolds sidste skanse, Natasja Clausen. Målvogterens kåring er sket på baggrund af de redningsprocenter, som hun har kunnet fremvise i september. Aktuelt ligger de på lige under 50%, hvilket er langt over, hvad man normalt ser blandt målvogtere i HTH Go-ligaen.

Næste opgave for Natasja Clausen og holdkammeraterne er i aften, hvor de på udebane møder FC Midtjylland.