Rekordoverskud og ny bestyrelsesformand hos Landbobanken

I går var en mærkedag hos Ringkøbing Landbobank, som først offentliggjorde et rekordregnskab for 2017, som lød på et overskud før skat på i størrelsesordenen 750 millioner kroner. I aftes blev det så offentliggjort, at banken skal have ny bestyrelsesformand.

Det sker efter at den nuværende, Jens Kjeldsen, falder for den aldersgrænse, der er opstillet i bankens vedtægter. Afskeden sker endeligt i forbindelse med bankens generalforsamling, der afvikles i slutningen af måneden. Fra bankens side lyder det dog, at man allerede har en afløser klar. Det i skikkelse af Jens Møller Nielsen, som dog ikke foreløbigt står foran en tvungen pensionering.

Det skyldes, at han sidste år fyldte 50.