Skjern sikkert videre – efter startproblemer

Det lignede i lange perioder en lidt for spændende kamp, da Skjern Håndbold i går tog i mod HC Motor fra Ukraine. Det skete i Champions Leagues 1/16s finale, efter at de grønblusede havde tabt det første opgør på udebane med 2 mål.

For at gå videre var kravet derfor også en Skjern-sejr på minimum 2 mål, hvilket i kampens start så overraskende svært ud. Således var gæsterne foran med 10-11, inden at Skjern-maskinen for alvor kom i gear. Det blandt andet via norske Bjarte Myrhol, som i alt nettede 7 gange i kampen, der blev overværet af næsten 2.800 tilskuere.

De så et opgør, der hurtigt blev afgjort efter pausen. For efter at have ført med 20-15 efter 30 minutter, trak Skjern yderligere fra, så den samlede sejr lød på 33-26 – og dermed et avancement til 1/8-finalerne i Champions League.