Vattenfall afslår interview om Vesterhav Syd-projekt

Bølgerne er i mere end en forstand gået højt den seneste tid omkring Vesterhav Syd-vindmøllerne, som skal opføres ud for Søndervig. En del af kritikken er gået på, at Vattenfall, som skal opfører møllerne, hverken har været til at hugge eller stikke i for de berørte.

Den seneste tid har vi her på Radio Max forsøgt at få en udtalelse fra Vattenfall, hvilket dog har været uden held. Det statsejede svenske energiselskab har ikke ønsket at stille op til interview, men blot henvist til en skriftlig erklæring om, at man sætter pris på et godt naboskab. På samme måde som Vattenfall også skriver, at man uanset indsigelserne mod placeringen af vindmøllerne tæt på land, ikke har fundet anledning til at foretage ændringer.

I den skriftlige erklæring til Radio Max oplyser Vattenfall desuden, at man anser Vesterhav Syd-projektet som positivt for området.