Turismeorganisation vil tage kampen op mod havmøller

Fra det statslige svenske energiselskab Vattenfall har det længe lydt, at man ikke har til sinds at ændre på opstillingen af vindmøllerne ved Hvide Sande og Søndervig. Men alligevel mener man fra Ringkøbing Fjord Turismes side, at det er et forsøg værd.

Det sker ifølge organisationens næstformand, Birthe Høst, på trods af, at man endnu ikke har en plan for, hvordan tingene skal gribes an. Til TV Midtvest udtaler hun, at hun som nyvalgt næstformand hos Ringkøbing Fjord Turisme ikke er bundet af de udtalelser, som den nu væltede formand Iver Poulsen er kommet med. Han blev væltet på organisationens generalforsamling i mandags, fordi der var stor utilfredshed med, at han på vegne af Ringkøbing Fjord Turisme havde tilsluttet sig opstillingen af de store vindmøller tæt på land.

Ringkøbing Fjord Turismes bestyrelse har endnu ikke endeligt konstitueret sig, men det ventes at ske indenfor kort tid.