Skjern gør klar til andet slutspilsopgør – og siger farvel til to spillere

Håndboldsæsonen er efterhånden ved at gå ind i den afgørende fase, hvilket blandt andet kan ses ved, at Skjern Håndbold i morgen spiller den anden kamp i slutspillet. Det sker på hjemmebane fra klokken 16.10, hvor modstanderne er de forsvarende pokalmestre fra TTH Holstebro.

Det sker på et tidspunkt, hvor forberedelserne til den kommende sæson i forhold til sammensætningen af spillertruppen, allerede er kommet langt. Mens fokus tidligere på sæsonen har været på tilknytningen af nye spillere, blev det i denne uge offentliggjort, at Skjern efter afslutningen af denne sæson, siger farvel til to spillere. Mest markant i skikkelse af Markus Olsson, der søger mod sydligere himmelstrøg i form af franske Toulouse.

Samtidig siger Skjern Håndbold farvel til den unge stregspiller Mads Houmøller, der fortsætter karrieren i svensk håndbold i havnebyen Ystad.