Kontroversielt konsulentfirma erklæret konkurs

Vi skal ikke mere end et par år tilbage, før Socialfagligt Fokus scorede en meget stor kontrakt hos Ringkøbing-Skjern Kommune. Vel og mærke en af de mere kontroversielle, fordi det fynske firma af kommunen blev ansat til at udføre en række opgaver, som det efterfølgende viste sig ikke i stand til. Først og fremmest fordi, at det traf afgørelser i sager om sygedagpenge, uden at have den tilstrækkelige lovhjemmel.

Men selv om det personligt drevne firma hentede millionkontrakter i Ringkøbing-Skjern Kommune, er dets ejer alligevel blevet taget under konkurs. Ifølge Dagbladet Ringkøbing-Skjern er det sket ved skifteretten i Svendborg, hvor ejeren også hører hjemme.

Ifølge avisen ønsker man fra kuratorens side dog ikke at oplyse, hvem det er, som har indgivet konkursbegæringen mod Susan Ann Henderson. På samme måde som det heller ikke synes oplyst, hvor stor en gæld, der er tale om.