Alternativt hærværk i Videbæk : Hærværksmænd amok på vinduesviskere – og postkasse

Når der begås hærværk mod biler sker det normalt mod ruder eller dæk, men det var langt fra tilfældet i nat i Videbæk. For her valgte en eller flere foreløbigt ukendte gerningsmænd at gå løs på vinduesviskere på biler, der holdt parkeret tæt ved den lokale bager.

Først modtog Ringkøbing Politi en anmeldelse om en Audi, som havde fået brækket vinduesviskerne af og efterfølgende fjernet. Samme skæbne led en KIA, mens gerningsmændene dog havde store problemer med en Opel. Her var de kun i stand til at bøje vinduesviskerne, som således stadig var på bilen, da ordensmagten lagde vejen forbi.

Også i nat var Videbæk udsat for en anden type hærværk, der normalt kun relaterer sig til nytåret. Det i forbindelse med, at en postkasse blev sprængt i luften med det, der fremstår som fyrværkeri.