Videbæk går til kamp mod Knæk Cancer

De forskellige Knæk Cancer-kampagner tager fart i denne tid, hvilket også vil sige i Videbæk. For i næste uge arrangerer Videbæk Handel og Erhverv nemlig en række arrangementer, der støtter op om Knæk Cancer-indsamlingen her den 27. oktober.

På mandag drejer det sig om den såkaldte sponsor-spinning, som finder sted i Videbæk Idræts- og Fritidscenter fra klokken 19. Dagen efter kan man samme sted også klokken 19 hører et foredrag ved speciallægen Tina Horsted, der kommer og fortæller om, hvordan cannabis kan bruges som et led i smertebehandlingen.

Torsdag er der så støttekoncert i Videbæk Kirke, mens Knæk Cancer-ugen i Videbæk sluttes af med en lysceremoni fredag den 26. oktober ved Videbæk Anlæg fra klokken 19 og frem til omkring 20.30.