Det trækker op til storm

Hvis du har dine ejendele kær, så er det en ualmindelig god idé, hvis du så hurtigt som overhovedet muligt får styr på dem, der befinder sig udendørs. For her i løbet af aftenen forventes det vestjyske nemlig at blive ramt af et stormvejr, som i dén grad vil kunne mærkes.

Fra Danmarks Meteologiske Instituts side forventes det, at stormen rammer Vestjylland først omkring Ringkøbing Fjord, hvorefter den vil trække ind ad i landet. Derfor er forventningen også, at det er store dele af Vestjylland som rammes af vindstød, der forventes at nå samme styrke, som eksempelvis stormen Knud havde tilbage i september.

Årsagen til den forestående storm skal findes i et lavtryk, som tager fart omkring Vesterhavet her senere på dagen og først på natten.