Flere tilfælde af vold i weekenden

Der blev gået til makronerne her i den forgangne weekend, hvor politiet ad flere omgange måtte rykke ud til sager om vold. Det skete både i nattelivet i turistområderne, men også på et noget afsides beliggende markvej lidt udenfor Tarm.

Således måtte politiet natten mellem lørdag og søndag rykke ud til pubben i Søndervig, hvor en mand fra Ringkøbing tilsyneladende blev slået flere gange i hovedet af en anden gæst i nattelivet. Slag der betød at offeret måtte en tur på skadestuen, for her at blive undersøgt for en hjernerystelse.

Samtidig melder man fra Ringkøbing Politis side også om, at man søndag eftermiddag blev involveret i en sag af de noget specielle. Således blev to mænd tilsyneladende overfaldet i forbindelse med, at de var ude at gå en søndagstur lidt udenfor Tarm. Her blev de nemlig angrebet af to mænd i en bil, som åbenlyst ikke havde den store lyst til at politiet blev inddraget.

Det kunne have noget at gøre med, at politiet tidligere på weekenden i præcis samme område, havde fundet frem til to stjålne ATV-er.