Rasmus Nøhrs endagsfestival foran inkasso

En af Ringkøbing-Skjern Kommunes kulturelle satsninger her i 2018 har været Danmark Dejlist-festivalen, som tilbage i midten af august blev udført i samarbejde med Rasmus Nøhr. En endagsfestival som det i høj grad var skatteyderne, der var med til at betale.

Hvilket måske var meget godt i forhold til at undgå efterfølgende problemer, når regnskabet har skullet gøres op. Således kan man fra Sjællandskes side melde, at flere af Rasmus Nøhrs andre samarbejdspartnere har haft meget store problemer, når det er kommet til afregningen. Således oplyser formanden for Ørslev GIF, Anders Jensen til mediet, at man har sendt Rasmus Nøhr til inkasso. Det skulle skyldes, at Rasmus Nøhr ifølge Anders Jensen har påført store ekstraudgifter til Danmarks Dejligst-festivalen, som der ikke har været belæg for.

Det er langt fra første gang, at Rasmus Nøhr står foran retssager i forbindelse med sin festival. Således er han også tidligere blevet sagsøgt af pokerspilleren Gus Hansen, som følte sig snydt for et beløb på omkring 900.000 kroner.