Høje liggetider i Ringkøbing-Skjern Kommune

Hvor lang tid tager det egentligt fra et hus bliver sat til salg her i det vestjyske, til at det normalt er blevet solgt? Det spørgsmål har man stillet fra Boligsiden.dks side, og svaret er faktisk meget afhængig af, hvor til salg-skiltet placeres.

Således viser Boligsidens gennemgang, at det klart mest besværlige sted at sælge bolig her i området er i Struer Kommune, hvor en fast ejendom normalt skal være til salg i 272 dage, før et salg kommer i hus. Et tidsforbrug man også skal forvente i Ringkøbing-Skjern, hvor antallet af de såkaldte liggedage er på 254. Klart hurtigere går det i Holstebro Kommune, hvis boliger i gennemsnit bliver solgt, efter at de har været til salg i 153 dage.

Ifølge Boligsiden.dk er det liggetider der skal ses i sammenhæng med, at under 100 dage på markedet er det gennemsnitlige for omkring hver 5. danske kommune.