Pas på der ude : Trick-tyve på spil i Ringkøbing

Det er altid en god idé at holde fokus på sine værdigestande, men hvis man er kommet en smule op i årene, er det i øjeblikket en ekstra god idé. Det fremgår af et tricktyveri, som en ældre indbygger i Ringkøbing i går blev udsat for.

Under en indkøbstur i Superbrugsen i Ringkøbing, blev hun nemlig franarret sin pung. Det skete ved at hun af en foreløbigt ukendt engelsktalende gerningsmand blev spurgt, om hun ikke havde tabt en 50-er. I forvirringen lykkedes det for tyven at sikre sig den ældre dames pung, som blandt andet indeholdt hendes Dankort. Et tyveri i Ringkøbing der skete omtrent samtidig med, at en anden ældre kvinde mistede sin pung i Videbæk.

Fra Ringkøbing Politis side kan man også melde om anholdelsen af en mand, der i nat kørte rundt i en stjålet varevogn ved Tarm. Det var dog ikke det eneste problem, som bilens fører havde. For da han tilsyneladende fremstod påvirket af narkoti, foretog politiet en ransagning af hans ejendom – hvor man fandt et parti amfetamin. Samtidig venter der også et efterspil, fordi han kørte bil, mens han var frakendt sit kørekort.