Tricktyve på spil i Ringkøbing – og kvinde taget for narkokørsel to gange samme aften

Man skal passe på med at lukke ukendte mennesker indenfor, specielt hvis de på et noget gebrokkent dansk påstår, at de repræsenterer forskellige godgørende foreninger. Det har fire ældre kvinder måtte sande i Ringkøbing, efter at de i weekenden blev udsat for tricktyverier.

Det skete ved at de først lod en kvinde komme indenfor i deres lejligheder, hvor hun forvirrede dem ved blandt andet at vise billeder af forskellige rollatorer. I forbindelse med sit ophold i lejligheden bad hun samtidig om noget vand, og mens det blev fyldt på hendes vandflaske, så en medgerningsmand sit snit til at komme i ind lejlighederne – for på den måde at stjæle smykker og kontanter. Både kvinden og manden beskrives af Ringkøbing Politi som mørke i huden, ligesom manden også skulle have et sort skæg.

Fra ordensmagtens side kan man også melde om en noget speciel lørdag for en 45 årig kvinde fra Sunds, der ved 19.30-tiden blev standset i Spjald med narko på sig. Problemet var samtidig, at hun kørte bil, hvilket medførte en formodning om kørsel i narkopåvirket tilstand. Kort tid efter at hun var blevet løsladt for den forseelse efter at have fået udtaget en blodprøve, blev kvinden standset igen i samme bil i Hoven. Det betød en ny tur på politistationen, for at få taget endnu en blodprøve med endnu en formodning om kørsel i narkopåvirket tilstand.