Håndboldklubber byder indenfor på Håndboldens Dag

Hvis julefedtet ikke er kommet helt væk endnu eller du bare har brug for en god omgang fysisk udfoldelse, så var det måske en idé at finde håndboldtøjet frem. For på lørdag er der nemlig Håndboldens Dag, som også i høj grad vil blive markeret her i det vestjyske.

Det sker blandt andet i de klassiske håndboldbyer som Tvis og Skjern, men også klubber som Idom-Råsted og Borris, vil i dagens anledning holde åbent for nybegyndere og andre, der bare godt kunne tænke sig at stifte nærmere bekendtskab med sporten. Det sker blandt andet ved mere alternative håndboldaktiviteter som håndboldfitness og five-a-side-håndbold, så alle burde kunne være med til at prøve den klassiske danske vintersport.

Det er dog ikke kun ens egen deltagelse, der er fokus på lørdag ved Håndboldens Dag. For der vil nemlig også være konkurrencer, hvor det er muligt at vinde billetter til det forestående VM i herrehåndbold, der spilles i Danmark.