Ringkøbing Håndbold skal have ny cheftræner

2018/2019-sæsonen har langt fra været nogen dans på roser for de lokale håndboldkvinder fra Ringkøbing Håndbold, som har været ramt af markant mange skader de seneste måneder. Hvilket har været med til at gøre, at holdet i øjeblikket kæmper for at overleve i landets bedste håndboldrække.

Men når vi kommer ind i næste sæson, vil det være en anden træner, der står i spidsen for Ringkøbing Håndbold. Det skyldes at det netop er blevet offentliggjort, at klubbens træner Mads Brandt stopper til sommer. I en pressemeddelelse fortæller han at ønsket om et skifte kommer, fordi han gerne vil prøve sig af i andre sammenhænge end Ringkøbing.

Fokus for Mads Brandt for resten af sæsonen bliver, at forsøge at holde Ringkøbing oppe i HTH Ligaen. Aktuelt ligger holdet 1 point over nedrykningsstregen, som giver direkte nedrykning til 1. division.