Læserbrev: Skal vi ikke hellere tale politik?

Kristian Andersen skriver: Kære Venstre, skal vi ikke hellere tale politik?
Jeg kan ikke påstå, at det ligefrem kom bag på mig, da jeg tirsdag kunne læse i Dagbladet, at en af Venstres lokale formænd advarer om, at man risikerer at ’spilde’ sin stemme, hvis man stemmer på KD ved det kommende folketingsvalg i stedet for at stemme på Venstre.

Venstre-formanden er citeret for, at KD mobiliserer i hele kommunen, og det skal da heller ikke være nogen hemmelighed, at vi møder opbakning fra nær og fjern som aldrig før. Det gælder både blandt erhvervsfolk og private, som bakker op om os med både penge og anbefalinger.
Det er vi utrolig glade for, og faktisk tror jeg, at Venstre efter valget også vil glæde sig over, at KD kommer i Folketinget. For som meningsmålingerne ser ud, er det nok i virkeligheden Lars Løkkes bedste chance for at kunne fortsætte som statsminister.
For vi peger på Lars Løkke som statsminister, men vi vil have indflydelse for vores mandater. Lad mig her blive helt konkret:
Forældre skal have mulighed for at passe deres børn selv – derfor skal de offentlige midler til børnepasning følge barnet og ikke institutionen.

Der skal mere fokus på de svage grupper i vores samfund. Her tænker jeg særligt på de mennesker, som er ramt af fysiske og psykiske handicap.
Landbruget skal anerkendes for den store indsats, erhvervet i mange år har gjort for at fremme brugen af miljø- og klimavenlige teknologier.

Og så skal vi have gjort noget ved den 2+1-vej, og vi skal have gravet kabelmotorvejen ned, så den ikke skæmmer vores skønne natur her i det vestjyske.
Derfor vil jeg også gerne benytte anledningen til at indbyde Venstres folketingskandidat Kenneth Mikkelsen til debat. Det kan eventuelt være i regi af Dagbladet, hvis avisen er med på det.
For valgkampen bør handle om politik og ikke om taktik og mudderkastning.

Der var også folk, der trak på smilebåndet, da vi før byrådsvalget i 2017 sagde, at vi troede på fremgang fra vores dengang 3 mandater i byrådet. Vælgerne gav os 6 mandater ved byrådsvalget, og ja, vi tror fuldt og fast på, at vælgerne sender os i Folketinget ved dette valg.

Hilsen Kristian Andersen, folketingskandidat for KD