Ferietilbud til de hurtige

I skolernes anden sommerferie åbner Fåborg Feriecenter op for en skøn ferie for seks familier fra Skjern-Tarm-området. Ansøgningsfristen er den 14. april, så familierne skal være hurtige til at kontakte Skjern-Tarm Menighedsplejes Else Thorup.

Skjern-Tarm Menighedspleje tilbyder økonomisk trængte familier i gamle Egvad og Skjern kommuner at komme på en uges sommerferie fra den 6.-13. juli i Fåborg Feriecenter. Tilbuddet er rettet mod familier, der er på enten kontanthjælp eller integrationsydelse. 

Transport, ophold, forplejning og oplevelser bliver betalt af Menighedsplejen, der udbyder tilbuddet i et samarbejde med Arbejdsmarkedets Feriefond. I alt seks familier kan være med. Fra menighedsplejen deltager to frivillige rejseledere.

“Interesserede er velkomne til at kontakte mig personligt på telefon 22166201, så skal jeg nok sende et ansøgningsskema til dem,” siger Else Thorup og påpeger, at ansøgningsfristen er den 14. april.

“Herefter bliver familierne inviteret til en informationsaften i Kirkehuset i Tarm, hvor de kan høre mere om ferielejlighederne i Fåborg Feriecenter og om de forskellige udflugter og andre tilbud, der er til familierne,” siger Else Thorup, der lover en uge med fokus på familiesamvær og fællesskab.