Tandlæger med nyt bookingsystem

Tidligere var tandlægebesøg noget der blev gjort opmærksom på via små sedler, som eksempelvis blev sendt hjem med en skoleelev, så forældrene på den måde kunne følge med i, hvornår barnet skulle en tur i tandlægestolen.

Men sådan er det ikke længere i Ringkøbing-Skjern Kommune, efter at man i denne uge har taget et nyt bookingsystem i brug. Det kører via kommunens hjemmeside, hvorfra der eksempelvis vil blive udsendt meddelelser om, hvornår det er tid til at komme til et tandeftersyn. Hvilket både kan ske via en sms, ligesom der også kan blive sendt en email om tidspunktet for tandlægebesøget.

På samme måde som det også bliver muligt for fremtiden at booke en tid hos tandlægen via det nye system, som alene kræver log-in via NEM-ID.