Stor udmærkelse til ROFI-Centret

Tilbage i 1967 blev Foreningen Ringkøbing og Omegns Firmaidræt stiftet, men skiftede i folkemunde hurtigt navn til blot at hedde ROFI. Lørdag aften blev organisationens indsats så præmieret, hvilket skete i forbindelse med et årsmøde i Fredericia.

Anledningen var firmaidrættens formandsmøde, hvor ROFI modtog skulpturen Ejgon Bertelsens Mindepokal. Det skyldtes at ROFI er blevet kåret som årets forening indenfor firmaidrætten i 2019, hvilket ifølge formanden for Dansk Firmaidrætsforbund, Peder Bisgaard, blandt andet blev begrundet med den indsats, som ROFI leverede sidste år ved Arbejdspladsernes Motionsdag.

Til Dagbladet Ringkøbing-Skjern fortæller Peder Bisgaard samtidig, at ROFI står for visioner og iderigdom i et omfang, så det var helt naturligt at pege på den som årets firmaidrætsforening.