Dalager Marked håber på godt vejr

Om kort tid løber den 28. udgave af Dalager Marked af stablen.

Arrangørerne håber på en anelse køligere vejr end forrige år. ”Det perfekte vejr til Dalager Marked er ca. 18 grader og tørvejr” udtaler formand Jørn Vendelbo.
Årets program har været under udarbejdelse i mere end et halvt år, og der er blevet tilføjet nogle helt nye navne til plakaten. JohnMogensenLive og Gurli Gris er de helt store satsninger. JohnMogensenLive, som er et af Danmarks bedste kopibands, vil optræde i det store øltelt lørdag, hvor der er garanti for en hyggelig eftermiddag.
Til at underholde de yngste gæster er Gurli Gris blevet booket. En glad og festlig figur, som er kendt fra TV. Hun vil synge og danse på friluftsscenen søndag formiddag og her vil hun også afholde konkurrencer, hvor der er mulighed for at vinde originale bamser.

Søndag eftermiddag vil Kandis være at finde i det store øltelt, hvor der er rig mulighed for en sving om og en autograf.
Derudover vil Den Syngende Bager optræde i det lille øltelt lørdag eftermiddag, hvor stemningen plejer at være i top. Samme eftermiddag vil der være hestekræfter ad libitum, når der udstilles forskellige lækre biler. Dagen slutter af med kæmpe teltbal, hvor Kim & Hallo spiller op til dans. Denne aften er der også dobbelt op i baren fra kl. 20 til 21.
For nogle år siden valgte arrangørerne at flytte traktortræk fra lørdag formiddag til fredag aften, og denne succes holdes der fast i. Så er man til larm og røg skal man komme forbi denne aften. Senere vil der være teltbal med diskotek og striptease.
Foruden de omtalte arrangementer vil der være kæmpe kræmmermarked, familiegudstjeneste, børnekræmmermarked og meget mere. Cirkus Skunk kigger også forbi og laver gøgl og løjer ude på pladsen.
Alle tre dage er der fri entré i alle telte og på hele pladsen hvor Herning Tivolipark også er til stede. Gæster, som kommer i bil, opfordres til at benytte de parkeringspladser som er blevet lavet i forbindelse med markedet, så parkerede biler ikke bliver til gene for trafikken gennem byen