Esbjerg fB fremtidssikrer ungt talent fra Hvide Sande

Esbjerg fB har skrevet ungdomskontrakt med 15-årige Oliver Svendsen fra Hvide Sande. Han optræder til dagligt med stor succes på U17-holdet.

Strategien med at fastholde de største talenter i Esbjerg fB fortsætter for at sikre et konkurrencedygtigt hold med lokalt islæt til fremtiden, og senest er en talentfuld spiller fra U17-holdet kommet på længerevarende ungdomskontrakt i form af 15-årige Oliver Svendsen.

Oliver Svendsen stammer fra Hvide Sande og har tidligere spillet i fodboldklubben BK Klitten, som er en del af Sydvestjysk Fodbold Samarbejde.

Han har været i EfB i to et halvt år, og har taget store skridt i sin udvikling, og det er på den baggrund, at der nu er lavet en tre-årig ungdomskontrakt, fortæller ungdomselitechef Niels Erik Søndergård.

– Vi ser et stort potentiale i Oliver, som trods sin unge alder, allerede gør det godt på vores U17-hold. Han er en rigtig dygtig højreback, som har sine kompetencer i det fremadrettede spil uden, at det går udover de defensive pligter. Som type passer han rigtig godt ind i den spillestil, vi har i EfB, så vi er glade for at have lavet en længerevarende aftale, der giver begge parter ro til at fokusere og udvikle yderligere, siger han.

Efter sommerferien flytter Oliver Svendsen ind på Sportscollege Esbjerg, ligesom han starter en gymnasiel uddannelse på Rybners sideløbende med fodboldgerningen i EfB.