Skjern slår dørene op til ny Open By Night

Kalenderen begynder efterhånden at pege i retning af sommer, hvilket også har en indflydelse på lange lyse aftener og nætter. Det udnytter de i aften i Skjern, ved at holde Open By Night.

Startskuddet lyder her klokken 17 på blandt andet Holger Danskes Plads, hvor der vil være åbent i madboder. Open By Night-arrangementet løber frem til klokken 22, hvilket blandt andet også giver plads i programmet til, at der kan blive afholdt aktiviteter som Stafet for Livet, udstilling af forskellige biler, gymnastikopvisninger og koncerter. Der er også taget hånd om de yngre indbyggere, da der blandt andet sker opstilling af et loppemarked kun for børn og et fiskedamsarrangement.

I anledning af det forestående Folketingsvalg, vil en række kandidater lægge vejen forbi Skjern Handelsforenings Open By Night, ligesom også det rullende borgmesterkontor vil være at finde i byen i tidsrummet mellem klokken 17 og 22.