Kontra fra Ringkøbing-Skjern Kommune: Kræftpatient skal i jobafklaringsforløb

Det trak store landsdækkende overskrifter i den forgangne uge, da den 42 årige kræftpatient Hilde-Kristin Reed Mogensen fik besked fra Ringkøbing-Skjern Kommune om, at hun få dage efter en omfattende operation, skulle møde til et jobafklaringsprojekt. Efterfølgende hed det fra kommunens side, at noget måtte være galt – men nu har man fastholdt beslutningen.

Således står det til troende, at hun her de kommende dage skal i gang med at få fastslået om og i givet fald hvor jobparat hun er. Til TV Midtvest fortæller formanden for Beskæftigelsesudvalget i Ringkøbing-Skjern Kommune, Kristian Andersen fra Kristendemokraterne, at forvaltningen i første omgang traf den rigtige beslutning i overensstemmelse med en lovgivning, han finder for stram.

Overfor public-service-stationen fortæller han således, at han vil forsøge at rejse spørgsmålet på landspolitisk plan.