Havnefestival slår dørene op i morgen i Ringkøbing

Sommeren er som bekendt efterhånden over os, hvilket markeres med en lang række forskellige udendørs arrangementer. Her i morgen drejer det sig blandt andet om Helt Festivalen, der løber af stablen på Havnen i Ringkøbing.

Det sker i tidsrummet mellem klokken 10 og 14, hvor det blandt andet vil blive muligt at lytte til livemusik, deltage i aktiviteter i havnebassinet, ligesom at der også vil være mulighed for at komme på en såkaldt Seaside Safari. Livemusikken står Victor Svold for, mens det er Ringkøbings sejlklub der står for de forskellige aktiviteter i havnebassinet. Samtidig vil der også være mulighed for at lægge vejen forbi Marinehjemmeværnet, som holder åbent skib på Ringkøbing Havn.

Serveringen af mad og drikke står Lions Club i Ringkøbing for, hvorfor overskuddet går til organisationens velgørende arbejde.