Lokal lufthavn har faldende besøgstal

De seneste år har Midtjyllands Lufthavn i Karup hængt noget i bremsen, når det har handlet om at skaffe passagerer. Det er en udvikling som også ser ud til at gå igen her i 2019, hvor man har kunnet fremvise færre passagerer, end hvad tilfældet var på samme tidspunkt sidste år.

Således fremgår det af opgørelser fra lufthavnen der blandt andet er ejet af Ringkøbing-Skjern, Holstebro og Struer Kommuner, at den har mistet 1 ud af 6 passagerer i årets første måneder. Til Viborg Stifts Folkeblad fortæller direktøren for Midtjyllands Lufthavn, at man dog alligevel er fuld af optimisme. Det skyldes at man fra midten af denne måned, igen vil være oppe i fulde omdrejninger i forhold til, at der vil være 7 daglige afgange.

Det faldende passagertal kommer i forlængelse af en diskussion, som tidligere har været oppe at vende blandt lufthavnens ejerkreds. Nemlig at de vestjyske kommuner ikke er villige til at støtte yderligere, end hvad man i forhold til driften af Midtjyllands Lufthavn allerede gør.