Alle elever og ansatte udskrevet efter problemer i fysiklokale

Det trak nationale overskrifter, da elever, lærere og ansatte på Vedersø Idræftsefterskole tidligere på ugen blev ramt af svimmelhed. Det efter at der tilsyneladende havde været et udslip i skolens fysiklokale, som havde medført at de ramte følte sig utilpasse.

Efterfølgende blev seks af eleverne og de ansatte sendt på sygehuset, hvorfra de nu alle er udskrevet. Det med besked om, at der ikke skulle være nogle tegn på egentlige skader. Til Dagbladet fortæller Vedersø Idræftsefterskoles forstander, Kim Skouborg, at de alle er trætte – men ved godt mod. Ligesom at eleverne bad om at komme tilbage til skolen, i stedet for eksempelvis at være taget hjem til deres forældre.

Fra myndighedernes side har man endnu ikke fundet frem til, hvad den underlige lugt der medførte problemerne skyldtes.