Højspændingsledninger skaber problemer for golfklub

Her tidligere på måneden blev det offentliggjort, hvor de nye højspændingsledninger kommer til at hænge, som skal gå fra grænsen og så op til omkring Holstebro. Placeringer som langt fra har vakt glæde her i det vestjyske, hvor mange bliver berørt af opsætningerne.

Blandt dem der nu råber vagt i gevær er Skærbæk Mølle Golfklub ved Tarm, som frygter at placeringerne kan gøre, at flyvske golfbolde kan ramme højspændingsledningerne. Til Dagbladet Ringkøbing-Skjern udtaler golfklubbens formand, Jens Herping, at golfkugler nemt kan komme op over de 35 meters højde, som Energinets nye ledninger kommer til at hænge i.

Samtidig fortæller han, at to af golfklubbens huller vil blive berørt af opsætningerne – hvilket vil koste klubben et millionbeløb.